Snedkernes Efterårsudstilling 2022

Sted

Fabrikken for Kunst og Design Sundholmsvej 46 2300 København S

ffkd.dk

Tid

Udstillingsperiode 8. oktober 2022 - 4. november 2022

Åbent

Alle dage kl. 11-17

Priser

Gratis adgang

2022

I år har Snedkernes Efterårsudstilling taget udgangspunkt i ordet fabrik, et ord, som både trækker tråde tilbage i tiden, er meget samtidsrelevant, og i den grad rækker ud i fremtiden. Som en forening bestående af møbelproducenter, snedkere, arkitekter og designere tager vi hele tiden stilling til, hvordan vores møbler skal fremstilles. Det er et af de vigtigste elementer i udviklingen af nye møbler. Og her er ordet fabrik, både i sin klassiske betydning som et sted, hvor der massefremstilles, og i sin latinske oprindelse, med udgangspunkt i håndværk, et spændende tema at udvikle eksperimenterende møbler over. Der er både mulighed for at lade sig inspirere af selve begrebet en fabrik og at undersøge, på hvilken måde det giver mening at fremstille møbler i dag. Vi er inde i en spændende og ny tid inden for produktion af møbler, en brydningstid, hvor det i mange tilfælde giver god mening at massefremstille møbler i verdensdele, hvor man har en effektiv produktion og er tæt på råvarerne, mens det i andre tilfælde giver bedre mening at massefremstille tæt på forbrugeren eller først at producere i mindre serier eller enkeltmøbler, når behovet opstår. Det er ikke længere en kamp mellem håndværkeren og maskinen. I dag er samarbejde, respekt og forståelse for forskellige fagligheder i centrum sammen med et fælles fokus på bæredygtighed inden for både formgivning, materialeforbrug, arbejdsforhold og økonomi. I en tid, hvor disse parametre måske er vigtigere end nogensinde. Udstillingen er blevet præmieret af Statens Kunstfond, Udvalget for Kunsthåndværk og Design. Derfor præmierer Udvalget udstillingen: ”Snedkernes Efterårsudstilling har i over 40 år varslet efterårets komme med en årlig udstilling. Her viser arkitekter/designere og møbelsnedkere/producenter resultatet af deres samarbejde- et samarbejde som før i tiden var en selvfølge men i dag ikke kan tages for givet. “Fabrik” er temaet for årets udstilling. Et ord som har fået en nostalgisk tone i takt med at produktion er flyttet ud af landet og har gjort danske fabrikker til sjældne og eksotiske udflugtsmål eller som her til temaet for en udstilling. Udstillerne har alle et professionelt forhold til det at fabrikere og forholder sig bredt til temaet. Flat- pack design - hvor fabrikationen outsources helt hjem til forbrugeren - ser ud til at være et dominerende greb som fortolkes vidt forskelligt: Peter Johansens let aflæselige og selvfølgelige skammel er et eksempel på yderst brugbart design som let kan samles i alle hjem medens Ditte Hammerstrøms fabulerende og voluminøse siddeskulptur leger med og udfordrer flat-pack-dogmets rationalitet og selve samleprocessen til det yderste. Andre vælger at eksponere æstetikken i selve fremstillingsprocessen eller forholder sig mere abstrakt til fabrikstemaet, men uanset hvad er den høje håndværksmæssige kvalitet kendetegnende for samtlige udstillede værker som bindes sammen af et ubrudt podie, der snor sig igennem den gamle fabrikshal som et stiliseret samlebånd. Elegant, enkelt og intelligent løst af Sara Martinsen. Det er en fornøjelse at se, hvordan godt håndværk, omhyggelighed og kompromisløs skabertrang udfoldes på fyrrende år med uformindsket styrke.”

Udstillingsdesign

Sara Martinsen

saramartinsen.com

Oversættelse

Engelsk oversættelse undtagen Boris Berlin og Jeremy Walton, som skrev på engelsk

Dorte Herholdt Silver

dortesilver@hotmail.com

Text og redigering

Tekster om de enkelte udstillingsprojekter er skrevet af designerne selv. Alle andre tekster er skrevet af Nanna Kirstine Lund, nannaklund@gmail.com

Foto

Kristian Holm

kristianholm.dk

Grafik

Office Hours / Louise Kock & Mai Dybdal

officehours.dk

Trykkeri

Narayana Press

narayanapress.com

Tak til følgende fonde og sponsorer som har ydet støtte til gennemførelsen af udstillingen

Tak til følgende fonde og sponsorer, som har ydet støtte til gennemførelse af udstillingen.

Augustinus Fonden

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968

Den A.P. Møllerske Støttefond

Krogagerfonden

Solar Fonden af 1978

Statens Kunstfond Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design

Toyota-Fonden

Træets Uddannelses- og Udviklingsfond, TUUF Fonden

William Demant Fonden

exponent

Snedkernes Efterårsudstilling