Designmuseum Danmark
Udstillingsperiode 1. november 2013 - 30. marts 2013
Snedkernes Efterårsudstilling har i år sat Opbevaring på dagsordenen, og resultatet er et velkendt begreb sat på knap så velkendte formler. Titler som Tingfinder, Babel og Wannabe peger på nye fortolkningslag, ligesom træ fundet i storskrald, nylon og glemte sweatre er nytænkende materialevalg. Denne mangfoldige smeltedigel er indbegrebet af SE, og det er skønt at opleve, at medlemmerne hvert år fornyer deres formsprog, materialevalg og metodik i et fælles samarbejde designere og producenter imellem. I år er der et særligt stort antal gæsteudstillere med på Snedkernes Efterårsudstilling, og vi er utrolig glade for, at vores årlige møbeleksperimenter er vandret over grænser og har fået designere fra Schweiz, England og Sverige plus en herboende italiener og japaner til at søge. Kataloget er vi særlig stolte over i år. Vi har nemlig valgt at lægge fokus på processen i vores måde at afbilde udstillingens møbler på. Fotograf Petra Bindel har været på rundtur og opsøgt møblerne, hvor de er blevet lavet, for at give os et stemningsbillede af processen, personen, værkstedet og vejen mod det færdige resultat. Vi glæder os til at opleve, se og røre ved de 42 eksperimenterende opbevaringsmøbler, som udgør Snedkernes Efterårsudstilling i år. Vi håber, du har det på samme måde. Velkommen til Opbevaring.