Ny Carlsberg Glyptotek
Udstillingsperiode 13. november 2009 - 31. januar 2010
Mon Obama, Netanyahu eller Hu Jintao ville vælge den samme stol til forhandling under klimatopmødet COP15? Kunne stolen være en sandkasse? To stole bundet sammen af ét stykke tekstil? Mime et springvand med stråler, der indikerer forskellige synsvinkler? Være en gennemsigtig væg? Eller en stol med fleksible ben? Giver det overhovedet mening at tro, at en stol kan gøre en forskel? Snedkernes Efterårsudstilling undersøger spørgsmålet med stoleudstillingen DIALOG - en stol til forhandling, der læner sig op ad det aktuelle klimatopmøde COP15, hvor verdens ledere skal blive enige om at forbedre Kyotoaftalen fra 1997. Et topmøde der fordrer åbenhed, vilje og samarbejde. Ny Carlsberg Glyptotek danner ramme om udstillingen med sin traditions- og historierige samling af sidderedskaber fra troner, skamler over sten til reelle stoletyper. 35 helt nye stoleindivider skabt specifikt til denne udstilling behandler spørgsmålet om et møbel overhovedet bærer kommunikationens evne i sig. Om en stol betinger en forhandlingssituation. Om den kan fungere som formidlende omstændighed? Som komfort? Som æstetik? Som isbryder? Spørgsmålene er underfundige, filosofiske og mangfoldige. De 35 innovative stolefortolkninger lige så. Lysdesigner Jesper Kongshaug har iscenesat de eksperimenterende prototyper i en akse af nærvær og interaktion og skaber en totaloplevelse af lys, skygge, rum, grafik og nytænkende møbeldesign. Sådan har SE i hvert fald aldrig vist dem før. Og hvilken stol ville du for eksempel vælge, hvis det var dig, der skulle forhandle under klimatopmødet COP15?