Helligåndshuset, København
Udstillingsperiode 9. oktober 1987 - 25. oktober 1987
Dette er ikke et møbelkatalog. Mange af de møbler, De finder på de efterfølgende sider er næppe til salg – endnu. Det, der vises på Snedkernes Efterårsudstilling, er resultatet af tanker og idéer på forskellige stadier i en produktudvikling. Projekterne er blevet til i et samarbejde mellem møbelarkitekt og møbelproducent, så at sige af egen fri vilje. Uden gustne markedsanalyser eller siddeblikke til eksporttal. Det er produktets umiddelbare idé, der er den egentlige spire. Det er selvfølgelig rart, hvis en ting bliver solgt. Så er man ikke alene om glæden ved det, der er skabt. Men mange projekter søger at erobre et hjørne af fremtiden. Formålet med disse udstillinger er netop at katalysere, at disse tanker og idéer ikke forbliver tanker, men bringes i vej – måske ind i fremtiden.