TOKYO DESIGN CENTER 2. - 8. APRIL 2011

UDSTILLINGEN WHITEOUT TIL TOKYO I ET VÆLD AF KIRSEBÆRTRÆER

For første gang nogensinde rejser Snedkernes Efterårsudstilling (SE) med en samlet udstilling til udlandet for at vise sit særlige greb på dansk møbeldesign. Tokyo Design Center danner oplagte rammer om Whiteout - SE`s seneste udstilling, hvor temafarven hvid er gennemgående for de 38 debuterende stole. Whiteout henviser som tema desuden til det vejrfænomæn, hvor sne, tåge eller dis reducerer sigtbarheden - i Tokyo bliver det dog blomstrende kirsebærtræer, der blokerer udsigten, for udstillingsåbningen finder sted under den årlige Sakura festival, der netop fejrer de japanske kirsebærtræer.

SE`s unikke møbeldialog
SE`s uovertrufne parløb mellem designere og producenter er et særligt dansk og traditionsrigt samarbejde, som SE er stolte af at kunne præsentere i Japan, der på mange måder er beslægtet med dansk møbelkunst. At Tokyo bliver vært for SE`s første store udenlandske satsning er formand Thomas E. Alken utrolig tilfreds med.
"Som Asiens centrum er Tokyo det helt perfekte sted for os at vise dette års SE udstilling, hvor tematik, historik og håndværk går op i en højere treenighed. Vi glæder os meget til at vise japanerne, hvad det er SE står for og vise dem Whiteouts nytænkende og fabulerende møbelprototyper, hvor der er kræset for kvalitet og idérigdom. Det skal nok blive udbytterigt".

Samarbejde gør internationalisering mulig
Direktør Betina Simonsen fra Development Centre UMT har været en af de store drivkræfter bag den internationale SE-lancering i Japan. UMTs store netværk har i samarbejde med SEs sekretariat, Danmarks Ambassade i Tokyo og de forskellige fondsmidler gjort det muligt at tage det store internationale spring. Tokyo Design Center har desuden velvilligt stillet udstillingslokaler til rådighed, så SE kan opleves på den rigtige adresse i millionbyen.

"Den danske møbelbranche sprudler af innovative idéer og initiativer i disse år, men ofte forbinder udlandet os med de kendte klassikere. Ved at vise, hvordan designere og møbelproducenter i fællesskab udvikler nye produkter, kan vi dels synliggøre Danmarks stærke innovationskompetencer og dels understøtte formidlingen af produkterne fra vores mange dygtige designere og producenter," forklarer Betina Simonsen om baggrunden for, at Snedkernes Efterårsudstilling nu søger udenfor landets grænser.

Også Danmarks Ambassade i Tokyo er begejstrede for, at kunne hjælpe til, forklarer kulturattaché Jens Hollænder Jensen. "Vi har længe ledt efter en mulighed for at vise hvorfra og hvorfor vi i Danmark har så mange populære designprodukter. SE udstillingen er en oplagt mulighed for at vise dansk designs nytænkning og mod."

Der er med andre ord dækket op med forventninger, visioner og blomstrende kirsebærtræer, når åbningen af SE`s 29. udstilling og i øvrigt få dage efter sammenslutningens 30 års fødselsdag afholdes d. 1 april på Tokyo Design Center.
Whiteouts hvide møbeloplevelse kan opleves i den lyserøde kirsebærtræsfest i Tokyo Design Center 2-8. april.


Oplev Whiteout i Tokyo Design Center
2.- 8. april, 2011
Alle dage fra kl. 11-19
www.design-center.co.jp


Fonde og sponsorer som har ydet støtte til udvikling og produktion af
Whiteout:
Augustinus Fonden, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968,
Grosserer L. F. Foghts Fond, Thomas B. Thriges Fond, Toyota-Fonden, Træfonden, Oticon Fonden, Statens Værksteder for Kunst, exponent as, Hay, Tvilum-Scanbirk.

SE`s internationale udstilling finansieres af:
Development Centre UMT, Snedkernes Efterårsudstilling, Kunststyrelsen, Træfonden og Tuuf fonden samt med velvillig assistance fra Danmarks Ambassade Tokyo og Tokyo Design Center.